Danish
English

HR-konsulent til Mazanti-Andersen

HR

HR-konsulent til Mazanti-Andersen

Vil du være med dér, hvor mennesker og forretning mødes – og hvor dit arbejde gør en reel forskel? Hos Mazanti-Andersen søger vi en HR-konsulent, der både brænder for det daglige HR-arbejde og har lyst til at være en aktiv spiller i de strategiske udviklingsinitiativer, som driver vores advokatvirksomhed fremad.

Vi leder efter en kollega, der har energi, struktur og lyst til at bidrage til et dynamisk HR-team – og som samtidig sætter pris på et arbejdsmiljø med humor, kort vej fra idé til handling og en stærk kultur for samarbejde.

Om stillingen
Som HR-konsulent bliver du hurtigt en nøgleperson i organisationen. Du får ansvar for at sikre, at vores HR-processer fungerer smidigt og professionelt – fra rekruttering og onboarding til medarbejderadministration – samtidig med, at du bidrager til større udviklingsprojekter og nye initiativer.

Vi har de seneste år skabt solide HR-rammer med blandt andet vores performance- og dialogkoncept Mazanti Learning Journey, DE&I-indsatser for hele organisationen, partnerudviklingsprogrammer og projekter for at styrke videndeling og sammenhængskraft. I den udvikling vil du blive en vigtig medspiller og have indflydelse på, hvordan vi fortsat sikrer, at vores HR-faglighed spiller forretningen god.

Vi står overfor en ny strategiperiode, hvor implementering af indsatser og mål er forankret i HR i samarbejde med ledelsen i Business Support, COO og partnerkredsen. En spændende og lærerig periode for den rette kandidat, som kan betyde en hverdag fuld af variation, ansvar og muligheder for at sætte eget præg på opgaverne. Arbejdet sker i tæt samarbejde med vores Kommunikations- og marketingsafdeling med en ambition om fortsat at vækste i markedet, og derfor er en væsentlig del at arbejde også at kunne begå sig på højt niveau på både dansk og engelsk, da vi har flere opgaver som går på tværs af vores afdelinger både internt og eksternt. Det betyder, at du udover din HR-faglighed skal kunne tænke kommercielt og forretningsorienteret. 

Stillingen er et vikariat på fuld tid (37 timer) med base i København, men da vi også har et i Odense vil der være dage, hvor arbejdet sker i Odense enten på egen hånd eller som HR-team. Vikariatet løber fra 1. januar 2026 til januar 2027, hvilket giver dig mulighed for at blive en del af Mazanti-Andersen i en længere periode. 

Vi kommer ikke udenom, at der også er administration forbundet med stillingen, og dine opgaver kommer blandt andet til at omfatte:

  • At drive rekrutteringsprocessen fra A til Z – lige fra stillingsopslag og samtaler til onboarding af nye kolleger
  • At holde styr på medarbejderdata i vores HR-system (2people) og anmode om og håndtere autorisationer og advokatbeskikkelse samt administration af fuldmægtigenes uddannelseskrav
  • At planlægge og koordinere interne videndelingsaktiviteter, der styrker både faglighed og fællesskab som faglig frokost, rigets tilstand mm. 
  • At arbejde med rapportering i Power BI og sikre, at vores data bliver præsenteret præcist og visuelt, samt trække rapporter til brug i vores organisation 
  • At være ambassadør for Mazanti-Andersen ved samarbejde med studenterforeninger og deltagelse i karrieredage, samt bistå udviklingen af materialer 
  • At få ansvaret for rekruttering af nye studenter, og sikre studenterteamets trivsel i samarbejde med vores studenterkoordinatorer herunder at holde medarbejderudviklingssamtaler og fungere som HR Business Partner for dem i hverdagen   
  • At bistå HR-chefen med udvikling og eksekvering af nye HR-initiativer – fra procesbeskrivelser til præsentationer
  • At samarbejde med økonomiteamet om løn og ferieadministration

I forbindelse med din ansættelse vil du blive certificeret rekrutteringsværktøjet i People Test system, som vi anvender i vores rekrutteringsproces.

Om dig
Du kommer med masser gåpåmod, god energi og gerne erfaring fra en partnerdrevet organisation eller et konsulenthus. Antal års erfaring, du har med dig, er ikke afgørende for at være det rette match. Vi leder efter den rette person, og tror på, at vi kan lære dig en masser, som får dig til at udvikle dig og derigennem bidrage til teamet og Mazanti-Andersen. Det vil dog være en fordel, hvis du er udadvendt og proaktiv af natur, kan lide at tage ansvar og skabe fremdrift. Er struktureret, detaljeorienteret og sætter pris på, at tingene er i orden. Har flair for IT og har interesse i at samtænke systemer og processer. Har stærke kommunikative kompetencer både skriftligt og mundtligt. 

Om teamet 
Du bliver en del af en ambitiøs duo med afsæt i professionel forretningsdrevet HR, hvor vi både har egne opgaver, men samtidig sparrer med hinanden på kryds og tværs af processer og ideer for at understøttet forretningen bedst muligt. Vi har en uformel tone, med høj energi og godt humør - og vi fungerer godt i at tale og videndele i løbet af dagen. Der er kort fra ide til handling. Udover at være tilknyttet HR-teamet, vil du indgå i den samlede Business Support som består af i alt 22 ledere og medarbejdere inden for Kommunikation & Marketing, Økonomi, IT, Viden og Service, som du både i hverdagen og i sociale sammenhænge vil lære godt at kende. Derudover vil du få et indgående kendskab til Mazanti-Andersens forretning og partnerkreds samt ledere og medarbejdere både professionelt og socialt.        

Ansøg
Er jobbet noget for dig, så ansøg ved at følge linket herunder. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Laura Nøhr Kristensen på +45 6016 7970 eller lnk@mazanti.dk. Vi behandler ansøgningerne løbende, indtil den rette kandidat er fundet.

Lær Mazanti-Andersen bedre at kende på LinkedIn og Instagram