Danish
English

Stud.jur. til København

Student

Styrk dit talent

Mazanti-Andersen søger en fagligt stærk stud.jur. til København

Har du lyst til at arbejde indgående med erhvervsretlige problemstillinger, og vil du udvikle dig i et ambitiøst miljø med nogle af landets dygtigste jurister? Så har du muligheden nu. Vi søger en stud.jur. til vores kontor i København.

Om stillingen
Som stud.jur. indgår du i vores generelle studenterteam, der arbejder på tværs af vores forretningsområder. I stillingen opnår du bred erfaring med forskellige problemstillinger, løsninger, klienter, og du udvikler en indgående forretningsforståelse.

En stor fordel ved stillingen er, at du bliver tæt involveret i den praktiske løsning af vores klienters udfordringer. Du får selvstændigt ansvar og indgår i et inkluderende, effektivt samarbejde med både partnere, jurister, sekretærer og andre studerende. Du får samtidig mulighed for at følge processer fra start til slut og dermed se, hvordan juraen anvendes i praksis.

Dine primære opgaver omfatter blandt andet:

  • Udarbejdelse af juridiske notater – hvor du både fordyber dig i juraen og lærer at omsætte den til kommerciel rådgivning
  • Håndtering af sager ved fogedretten
  • Bistand til udarbejdelse af processkrifter, materialesamlinger, ekstrakter og øvrige dokumenter i forbindelse med verserende retssager
  • Håndtering af oversættelsesopgaver
  • Informations- og litteratursøgning

Vi tilbyder

Du bliver en del af et team af stud.jur.-kollegaer i København, som arbejder tæt sammen om at sikre en professionel håndtering af alle opgaver, der tildeles teamet. Hos Mazanti har vi en uformel omgangstone og prioriterer at kende hinanden – samtidig med at vi har en ambitiøs kultur og en professionel tilgang til den rådgivning, vi leverer.

For at give dig de bedste forudsætninger for både faglig og personlig udvikling vil du have jævnlige udviklingssamtaler med din stud.jur.-koordinator som en del af vores interne koncept Mazanti Learning Journey, som understøtter dine karrieremål.

Som stud.jur. er du timelønnet, og arbejdstiden udgør 15–20 timer om ugen, tilrettelagt i fællesskab med de øvrige studerende og under hensyntagen til din undervisning. Vi ønsker at støtte dig bedst muligt i din uddannelse og tilbyder derfor høj grad af fleksibilitet i eksamensperioder. Samtidig vil du også i disse perioder have mulighed for at bruge kontorets faciliteter, samt have mulighed for at sparre med en advokat.

Vi tilbyder attraktive løn- og ansættelsesvilkår, herunder betalte pensumbøger, sundhedsforsikring, frokostordning, flere personalegoder samt et væld af sociale initiativer.

Om dig
Du er bachelor- eller kandidatstuderende på jurastudiet. Du er ambitiøs og har et højt fagligt niveau, særligt i de formueretlige fag. Du er ansvarsbevidst og udviser et stort engagement, og så bidrager du med godt humør. Du kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for forventningsafstemning af opgaver og er samtidig en holdspiller, der ønsker at blive en aktiv del af vores studenterteam.

Da du får direkte klientkontakt, herunder med internationale klienter, forventer vi, at du har gode formidlingsevner på både dansk og engelsk. Det er en fordel, hvis du har været på eller ønsker at tage på udvekslingsophold.

Ansøg
Er du klar til at blive en del af vores team? Send din ansøgning, CV, karakterudskrift og eventuelle bilag via linket nedenfor. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte HR-konsulent Rafaella Alva Olsen på +45 6015 0384 eller rao@mazanti.dk. Vi behandler ansøgninger løbende, og opfordrer dig derfor til at sende din ansøgning hurtigst muligt. Vi ser frem til at høre fra dig.

Vi opfordrer alle uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksualitet eller funktionsnedsættelse til at søge stillingen.